Tidelines
Tidelines er oliemalerier malet i og med havet. Jeg arbejder under overfladen, og inspireres af lys, dynamik og liv.
Jeg forsøger at træde et skridt tilbage i processen, og lade strøm, organismer og rytme påvirke værket. Arbejdet er intuitivt og kropsligt - som at være til stede i det der sker, mens havets indtryk fører penslen.
Efter dage under overfladen vender værket tilbage til atelieret. Her samler jeg sporene - fragmenter af liv, lys og bevægelse har sat sig i lærredet.
Men processen stopper ikke dér. Værket vender tilbage til havet og indgår igen i en nedsænket installation, svævende frit under overfladen. I denne fase arbejder jeg videre med maleriet. Her opleves det som om værket finder sin endelige form, mens det bevæger sig i strømmen og interagerer med omgivelserne.
Jeg arbejder sådan, fordi havet skaber en ramme, hvor udtryk kun kan opstå når man slipper fast grund, og lader sig føre af det der er i bevægelse. Når jeg ser værket svæve frit, og lyset, refleksionerne og vandets bevægelse langsomt spiller hen over lærredetet, opstår der øjeblikke som ikke kan fastholdes.
Værkerne opstår i et tæt samspil med havet. De eksisterer både som maleri og installation under overfladen. Hvert værk har sit eget forløb og sin egen transformation.